Billeje på Rhodos - Hvad skal du se

Grækenland - Rhodos - AF - 2. januar 2013
Når du ankommer til Rhodos lufthavn (RHO), som også kaldes Diagoras, er der gode muligheder for billeje. Som regel kan man leje en bil til omkring 1.000,- for en uge leje i højsæsonen, hvis man kan nøjes med en lille bil.

Undersøg mulighederne for billeje
Når du skal leje bil på Rhodos kan det godt betale sig at søge priser hos flere forskellige biludejere. Eksempelvis kan prisforskellen på den billigste og dyreste bil i miniklassen være næsten 600,- i højsæsonen. Tager man her i betragtning at billeje kan fåes for i omegnen af tusind kroner for en uge er dette en ret væsentlig forskel.

Går man et trin op og kigger priser på "Intermediate" klassen er forskellene endnu større, så inden du lejer bør du tjekke prisen hos flere forskellige udlejere.

Sammenlign priserne på billeje fra Rhodos International Lufthavn med vores prissøgemaskine.

Oplev Rhodos med lejebil
Rhodos er ikke som andre græske øer. Øen er præget af rå bjerge, og selve byen Rhodos er kendt for sin gamle havn, hvor en gigantisk bronzestatue af solguden Helios prydede fronten, indtil et jordskælv ramte øen i 226 f.Kr.

Hovedbyen Rhodos ligger på den nordlige spids af øen og er omgivet af vand til tre sider. Palmetræerne hersker i bybilledet, og med 47.000 indbyggere emmer Rhodos stadig af gammel havneby.

Byen er opdelt i en ny og en gammel del. I den gamle del af Rhodos finder man en række af små tidslommer, som man snildt kan tilbringe en hel dag på at spankulere rundt mellem. Her ligger eksempelvis en gammel ridderby med gotiske bygninger. Byen er udformet som en veritabel fæstning, og bymuren, som omgiver den, anses for at være et mesterværk inden for senmiddelalderlig fæstningsarkitektur. Muren er fire kilometer lang, og mod land er den omgivet af en 30 meter bred voldgrav.

Den moderne bydel er præget af den store markedsplads Nea Agora, hvor lokale sælger souvenirs til turisterne. Rundt om ligger små restauranter og caféer, som også er velbesøgt af turister. Helt ude på den nordlige spids ligger Saltvandsakvariet. Akvariet ligger spektakulært placeret i en underjordisk grotte og indeholder omkring 40 større akvarier med fisk og havskildpadder.

Filérimos-bjerget
Når de lokale får det lidt for varmt om sommeren, søger de tilflugt på Filérimos-bjerget. Der er altid køligt på toppen af det 267 meter høje plateau, hvorfra man har en smuk udsigt til kysten.

Det er næsten nødvendigt at leje en bil for at nå til toppen, og turen er præget af flere hårnålesving. Men det er det hele værd. På toppen hersker en salig fred, og duften af friske urter rammer næseborene. På bjerget finder man også et par ruiner af gamle klostre, og allerøverst står resterne af et Athene-tempel fra det 3. og 2. århundrede f.Kr.

Havnen og Kolossen
Mandraki-havnen i Rhodos fungerede som riddernes flådehavn i middelalderen. Havnen har været belejret og under angreb af flere omgange, men i dag fremstår den som et fredfyldt og pittoresk udkigspunkt, hvorfra man kan skue ud over Middelhavet.

Til minde om belejringen af Rhodos i 305 f.Kr. og 304 f.Kr. rejste man en kæmpe statue af solguden Helios, som ifølge mytologien hersker over øen. Den enorme bronzestatue, kendt som Kolossen, menes, uden sokkel, at have været på størrelse med Rundetårn i København. Men under et jordskælv i 226 f.Kr. knækkede Kolossen sammen, og den er aldrig blevet genrejst. I dag vogter to store bronzehjorte på søjler over havnen.