Let at leje bil i New York fra John F. Kennedy Lufthavn

USA - New York, NY - New York - AF - 2. januar 2013
Det store æble har siden 1800-tallet taget imod millioner af immigranter, der er kommet til fra hele verden i håbet om at udleve den amerikanske drøm. I dag valfarter rejsende til byen for at synke ned i det tætvævede kludetæppe, som udgør New York.

Biludlejning i New York
New York er meget befærdet og i centrum af New York city er der tæt trafik. Dette betyder dog ikke at man ikke kan leje bil i New York, da byen og området omkring, byder på mange store oplevelser.

Hvis du ankommer med fly til New York og lander i John F. Kennedy (JFK) er det lettest at leje bil direkte fra lufthavnen, men du kan selvfølgelig også vælge en af de mange udlejningskontorer i downtown New York.

Shopping i NYC - dyrt design eller haute couture
Hvad enten man er på udkig efter dyrt design og haute couture eller trendy vintage til en overkommelig pris, kan selv den mest entusiastiske shopper få tilfredsstillet sine lyster i New York. Medmindre man har mod på at slide sine skosåler tynde op og ned ad byens gader, må man begrænse sig til bestemte områder. Især 5th Avenue, 34th Street og Broadway i SoHo bør stå højt på indkøbslisten.

Hvis man er i New York i december, er julemarkederne et must. Der kan være gode penge at spare på julegaverne, og specielt markederne i Grand Central Terminal, Bryant Park og på Union Square er gode.

Selv den sureste julehader må kaste håndklædet i ringen ved synet af det kæmpemæssige juletræ ved Rockerfeller Center. Træet pyntes med tusindvis af lys, og ved siden af kan man leje et par skøjter og tage et par runder på skøjtebanen. Man kan også nøjes med at slubre en varm kop kakao i sig på caféen ved siden af.

Ud af byen med billeje
Man behøver ikke opholde sig længe i New York for at synke ned i de rette storbyfolder. Men oplandet omkring byen er bestemt også en udflugt værd. Hvis man lejer en bil, kan man for eksempel køre en tur til Niagara Falls, det bjergtagende vandfald på grænsen mellem USA og Canada.

Stort set alle selskaber der tilbyder med billeje i New York inkluderer ubegrænset antal kilometer i lejen, så store afstande ikke er noget problem.

For den vininteresserede er det nordlige New York en afstikker værd. En til to timers kørsel i bil fra byen ligger en række overraskende gode vingårde langs Hudson River, hvoraf flere tager imod gæster og tilbyder smagsprøver.

Mad i New York City
Få steder er New Yorks identitet som multikulturel storby så udtalt som på det kulinariske område. Byen er for mange mest kendt for sin fastfood og kødrige deli-sandwiches. Men i virkeligheden er New York en sand skattekiste af gastronomiske oplevelser.

I Little Italy finder man en tæt koncentration af autentiske, små italienske spisesteder, som serverer klassiske New Yorker-favoritter som pizza og spaghetti med kødboller.

Og i den gamle sydstatsrestaurant Acme i bydelen NoHo har den danske gourmetkok Mads Refslund indrettet sig. Her serverer han simpel og moderne mad med et nordisk twist til stor begejstring for lokale beboere og anmeldere.