Billeje i udlandet - Visa/Dankort kan gøre det dyrere

Gode råd - AF - Opdateret 1. februar 2017
Ferieplanerne er klar, rejsen er bestilt og nu skal der bare bestilles billeje. Desværre oplever mange at et Visa/Dankort ikke er nok når de skal stille sikkerhed ved afhentning af bilen. Hvis man vil være på den sikre side er det en god idé at medbringe et internationalt kreditkort.

Kvinde i lejet bil
Det kan være en god idé at medbringe et internationalt kreditkort når du lejer bil i udlandet. Læs her hvorfor.
Når man skal have udleveret en lejebil i udlandet vil man blive bedt om et kreditkort i førerens navn. Dette gælder også selvom billejen er købt og betalt hjemmefra.

Udlejerne bruger kreditkortet til at reservere et beløb, som sikkerhed for billejen.

De fleste selskaber accepterer Visa/Dankort, men specielt i Sydeuropa har mange dog oplevet at Visa/Dankort ikke bliver accepteret som kort til sikkerhedsstillelse.

Begrundelsen er ofte at Visa/Dankort ikke er et internationalt kreditkort og udlejer derfor ikke kan reservere et beløb på det. Derfor kræver udlejerne at man tegner en ekstraforsikring, hvis man vil have udleveret bilen kun med Visa/Dankort som sikkerhed.

Medbring et internationalt kreditkort
Du bør derfor altid medbringe et international betalingskort i stil med Mastercard, Diners eller EuroCard når du lejer bil i udlandet. Med et international betalingskort kan alle udlejere reservere det påkrævede depositum og der er dermed ikke nogen undskyldninger for at påtvinge en ekstra forsikring der annullerer selvrisikoen.

Faktisk kan der i visse tilfælde være en fordel i at benytte det internationale kreditkort allerede når du booker bilen, hvis udstederen af dit kreditkort tilbyder ekstra forsikring i forbindelse med billeje.

Billeje uden internationalt kreditkort
Som nævnt tager lang de fleste biludlejningsselskaber gerne i mod Visa/Dankort til at stille sikkerhed. Der er tale om nogle relativt få selskaber der ikke vil acceptere Visa kortet som sikkerhed.

Hvis du ikke har et international kreditkort er du nødt til at lave en grundig forundersøgelse af udlejerens vilkår, inden du lejer.

Ved bestilling af billeje vil du altid kunne læse udlejerens betingelser og et sted i disse vil det fremgå hvilke betalingskort der accepteres.

Det er ikke altid ligetil at se, men det kan altså godt betale sig at bruge de ekstra par minutter på at tjekke betingelserne igennem og hvis ikke Visa accepteres, så vælge en bil fra en anden leverandør.

Aldrig kun Dankort
Hvis du skulle være i tvivl er der ikke nogen udenlandske biludlejere der accepterer rent Dankort som sikkerhed for bilen. Kort der kun er Dankort og ikke Visa/Dankort kan udelukkende bruges i Danmark.




Send feedback
Skal du leje bil i udlandet?
Søg billig billeje hos flere selskaber på én gang.