Biludlejning Estland

Sammenlign priser på biludlejning i Estland via os. Vi søger hos flere forskellige udlejningsselskaber på én gang, så du hurtigt kan danne dig et overblik og mulighederne for billeje i Estland.

Populære steder at leje bil i Estland


Billeje fra lufthavne i Estland

Lufthavn
Sted
Tallinn
Tartu


Biludlejning Estland - Eventyr og ø-hop


Oplev Estland med billeje - Lilleputnationen Estland ligger på toppen af Baltikum, i smørhullet mellem Skandinavien, Østersøen og det gamle Sovjet. Med blot 1,4 millioner indbyggere tilbyder Estland en blanding af moderne byliv og velbevarede middelalderbygninger samt unikke naturoplevelser.

Hovedstaden Tallinn har knap en halv million indbyggere. Besøger man byen om vinteren, er det som at træde ind i et eventyr. Sneen breder et hvidt tæppe over gågaderne og de gamle kirkespir. Og på de små caféer og restauranter kan man føle sig hensat til en anden, simplere tid.

Tallinns middelalderbymidte er kendt for sin autenticitet og velbevarede arkitektur. Mange af brostensgaderne, kirkerne og de små butikker kan dateres helt tilbage til det 11. århundrede. Som besøgende kan man snildt tilbringe en hel dag i den fortryllende bydel.

Rådhuspladsen i middelalderkvarteret fungerer stadig som byens sociale samlingspunkt. Om sommeren danner pladsen ramme om koncerter, markeder og udendørs caféer, og om vinteren kan man besøge det romantiske julemarked.

På sin tur gennem den gamle bydel kan man desuden slå et smut forbi nogle af de små kirker, udkigstårne og bymure, som vidner om Tallinns middelalderarv.

Fem minutter fra den gamle bydel ligger det moderne erhvervskvarter. Som en lille storby byder det nye Tallinn på højhuse i stål og glas, grønne parker, gourmetrestauranter og natklubber. Et gammelt industrikvarter er blevet genfødt som shoppingområde med butikker, gallerier og caféer.

I byens nordlige ende har man udsigt til Østersøen. Saltvandet slikker ind over strandpromenaden, som løber langs kysten og er velbesøgt af morgenfriske motionister. 40 km længere mod nord ligger den lille strandby Kaberneeme. Her fortsætter fyrreskoven næsten hele vejen ned til vandkanten, og det er et oplagt udgangspunkt for en sejltur, solbadning eller en romantisk gåtur gennem naturen.

Matsalu og Muhu
Efter et par dage i Tallinn er det på tide at opleve en anden side af Estland. Lej en bil i hovedstaden og kør 100 km sydvest mod nationalparken Matsalu. Parken er et yndet stop på vejen for tusindvis af migrerende fugle, og indeholder mere end 40 små øer i og omkring Matsalu Bugten.

Besøgende kan udforske parken til fods, på cykel eller båd.

Fortsæt til den lille by Virtsu, hvorfra der afgår færger til øen Muhu ved vestkysten. Estland har mere end 1.500 øer, og Muhu er landets tredjestørste beliggende i Østersøen. Øen er et lille vindue ind til en svunden tid, hvor folk bor i traditionelle hytter og ernærer sig som fiskere.

Selvom Muhu ligger tæt på fastlandet, er øen tydeligt afsondret fra resten af Estland. På Muhu går alting lidt langsommere, og øen er kendt i Estland for sin traditionelle folklore og gammeldags håndværk.

Af uransagelige årsager har øen sin egen jazzfestival, som gæstes af prominente navne og fans fra nær og fjern. Festivalen bliver holdt hver sommer. Resten af året indhylles Muhu i en lyksalig stilhed. Besøgende kan ride en tur gennem naturen, fiske, svømme og campere på øen.

Saaremaa
Kryds broen til Estlands største ø Saaremaa. Øen har været underkastet både tysk, dansk, svensk og russisk styre gennem historien. Saaremaa har været beboet i 8.000 år, og lokalbefolkningen holder stadig gammelt håndværk og gamle traditioner i hævd.

De gamle vindmøller er stadig i drift, og den lokale øl er brygget ved håndkraft. Øens små landsbyer ligner stadig noget fra middelalderen med stråtækte huse og stengærder.

Eneste egentlige by på Saaremaa er Kuressaare, en gammel markedsplads. Kuressaare er blandt andet hjemsted for en ualmindeligt velbevaret middelalderborg, som i dag er et museum, hvor man kan blive klogere på byens historie.

Byen har også et livligt kulturliv, caféer samt masser af spabade og wellness. Saaremaa er derfor et yndet feriemål for familier, der ønsker en rolig ferie i naturskønne omgivelser og i et tilbagelænet tempo. Kuressaares arkitektur er påvirket af de mange nationer, der har hersket over området. Besøg for eksempel det gamle rådhus og den hollandske vindmølle, der i dag huser en lille pub.

Om sommeren sværmer øen af liv. Det varme vejr lokker folk ud mod kysterne og stranden, og restauranterne holder længe åbent. Om vinteren er øen dækket af en tung snedyne, og alting går lidt langsommere. Der er færre turister, og man kan nyde en fredelig gåtur under de snedækkede tagtoppe.

Saaremaa er kendt som et rekreativt område med spabade og fredede naturområder. På de 160 små søsterøer kendt som Vilsandi kan besøgende se gråsælerne valfarte mod kysten for at føde. Øerne er også base for hundredvis af vandrefugle.

Et andet fredet område på øen er den lille gruppe af meteorkratere Kaali. Det største krater er over 100 meter bredt og indeholder en lille sø.

Hver sommer afholder Saaremaa desuden en håndfuld forskellige festivaler, som tiltrækker tusindvis af gæster. Der er både en operafestival, en søfartsfestival og i løbet af juni har øen sit eget cykelløb.