Oplev frodige Madeira med billeje

Portugal - Funchal - AF - 2. januar 2013
Den lille øgruppe Madeira ligger langt væk fra alt i et lunt hjørne af Atlanterhavet. Øerne er under portugisisk styre, men den frodige natur og vilde idyl ligner ikke noget, man finder på det europæiske fastland.

Billeje på Maderia øerne koster ofte ikke mere end 600-700 kroner for en uges billeje, som er givet godt ud hvis man vil opleve Maderia's flotte kyststrækninger.

De tre øer er alle af vulkansk oprindelse, og sammen med den geografiske placering giver det betingelser for en helt unik natur. Der findes et utal af forskellige udflugter, man kan deltage i, så det er bare at springe på. En populær måde at opleve hovedøen, som også hedder Madeira, på, er en af de mange busrundture, som tager gæsterne med langs den maleriske kyststrækning. Busserne gør holdt ved flere af de store bjerge, frodige landskaber og små landsbyer.

Hvis man hellere vil opleve den smukke hovedø på egen hånd, er der også rig mulighed for det. Øen er kun 58 kilometer lang og 23 kilometer bred, men der er nok at se og opleve. På Madeiras sydkyst finder man for eksempel et frodigt naturområde, hvor bregner, agaver, akacier og julestjerner blomstrer vildt og livligt året rundt. Bjergsiderne er dækket af vand og mos, og den raske vandrer bliver belønnet med en overdådig udsigt.

Aktiv ferie
Madeira er spækket med oplagte vandreruter. Mange vælger at vandre langs de såkaldte levadaer, som er en række gamle vandingskanaler, der snor sig gennem landskabet. Forbi vandløb, bananplantager, vinmarker, duftende skove og rå klippevægge kan man følge de små kanaler.

Efter et par dages udforskning af øen er det på tide at udforske havet omkring. Det blå Atlanterhav ved kysterne holder sig omkring de 20 grader året rundt, og vandet er så klart, at det er oplagt at springe i dykkerdragten og gå på opdagelse.

Madeiras kyststrækning er fyldt med gamle skibsvrag, farverige fisk og hoppende delfiner. Nybegyndere har mulighed for at tage dykkercertifikat, og især Garajaus Naturreservat er oplagt for de mindre erfarne dykkere.

Strand og by
Madeira er mere kendt for sin frodige natur end for langstrakte sandstrande. Men hvis man har brug for at ligge lidt på langs i sandet, kan man tage en afstikker til naboøen Porto Santo, der har en lang strand på sydkysten. Sandet her skulle angiveligt have helbredende kræfter, som virker lindrende på gigt, åreknuder og hudlidelser.

Hovedbyen på Madeira hedder Funchal, og med sine 100.000 indbyggere er den næppe nogen storby. De fleste af byens attraktioner ligger derfor i gåafstand, hvis man bor i Funchal. Men naturoplevelserne ligger godt fordelt mellem de forskellige kyster. Det er derfor en god ide med billeje på Maderia, hvis man skal på opdagelse i naturen.